Hvad var det, der blev responsivt?

Puh, endelig, done, checkmark, måske endda lille fest i form af et stykke kontorkage. Vi kom igennem. Sitet er blevet responsivt, og nu ser det brandgodt ud i alle ender og kanter.
Super duper og tillykke med det, og undskyld at jeg lige tillader mig at tage kagen ud af hænderne på dig igen, jeg bliver simpelthen nødt til at spørge:

Er dit indhold også blevet responsivt?

CMS-projekter har det med at prioritere i nævnte rækkefølge: Først teknologi, så design og på trediepladsen ligger indhold, brugerbehov og organisering gerne og kæmper om opmærksomheden. De er jo CMS-projekter og netop ikke indholdsprojekter.

Godt solgt drenge
Responsivt er på fornemste vist blevet solgt, som løsningen over alle løsninger; en simpel systemopgradering, tilsat lidt redesign og alle brugere bliver glade. For en gangs skyld en teknisk løsning på en adfærdsudfordring. 

Har indholdet drillet?
Undervejs i projektet har der uden tvivl vist sig knaster, hvor indholdet skulle prioriteres: Der var ikke plads til alle 7 menupunkter i strukturen, den nye navigation tillod ikke dybe hierakier, hvor skulle alt det relaterede indhold på siderne placeres, og så videre…

Alt sammen udfordringer, der er initieret af, det indhold I havde liggende i forvejen, for det skulle selvfølgelig også have en plads i mobiludgaven.

Hvilken vej valgte I?
Det ser rigtig godt ud derude, og mange danske virksomheder og organisationer har fået sig en god responsiv/adaptiv løsning. Men måden indholdet er behandlet på er bestemt ikke ens, jeg er stødt på alt fra:

MOBILE FIRST
I den ene ende af skalaen er der organisationer, der har taget fat ved nældens rod. De slettede alt det gamle indhold og startede forfra, ud fra devisen hvis oplevelsen er god mobil, så er den det også på desktop, eller måske endda en differentieret løsning baseret på brugerne adfærd.

ANYTHING FIRST
Mellem de to yderpostioner ses mere eller mindre vellykkede versioner, hvor det er lykkedes at bulke både hæl og tå ned i samme sok, og således har fået løsninger, der buler lidt hist og her, men som alt i alt passer til formålet; at klippe alt indhold over en kam og løse device-udfordringen med ét trylleslag.

DESKTOP FIRST
Og så er der dem, der har ladet indhold være indhold og har pakket alt eksisterende ind i et redesign, der hverken tager højde for den måde vi bruger indhold mobilt, eller at der måske var indhold, der kunne have trængt til en opdatering.

Tør kagekrummerne af kinden
Hvad enten du valgte den ene eller den anden løsning, er den kedelige opfordring herfra, at det er tid til at tørre kagekrummerne af kinden. For det er med responsive, som med alle andre digitale projekter at lanceringen ikke er slutmålet men startskuddet. Så inden blækket på dit checkmark er helt tørret ind og du løber videre til næste udviklingsprojekt, så overvej, hvordan du gør det til en del af det daglige driftsarbejde, at du ved hvilken værdi dine kunder får ud af indholdet til både desktop og mobil.

Det kunne være ved:

  • at gøre det til en fast aktivitet at måle på forskellene på adfærd mellem desktop/tablet og mobil

  • at tage fat i de indholdsområder, hvor omlægningen gjorde ondt, og giv dem en tur mere

  • at overveje om dit næste digitale projekt er et indholdsprojekt, der tager sig tiden til at se på, hvad der faktisk står og hvordan det virker.