Tag kontrol over dit indhold

Etablér et indholdsteam eller tænk som et indholdsteam, og genvind kontrollen over dit flyvske indhold. Et indholdsteam består ikke bare af mennesker men især af roller og kompetencer. Få opskriften på det fede indholdsteam her.

Du ved det godt; indholdet er kongen og har været det et stykke tid. Alligevel bokser vi med at tage ejerskab til indholdet og hvorfor nu det?

  • Der er blevet voldsomt meget mere af det, både på de indre linjer. Og opgaven med at holde det ved lige og styre det er vokset. Og på de ydre linjer er det endnu værre. Alle publicerer døgnet rundt og der er altid én der lige er lidt skarpere på det indhold, som du gerne ville være afsender på.
  • Kommunikation er ikke længere at informere de interesserede medlemmer og kunder om det vi har på hylderne. Kommunikation er at forstå, hvor de gode mennesker er og gøre indholdet hamrende relevant, hvad enten det handler om det der står på hylderne eller ej. Og god kommunikation forstår at sende kundernes signaler tilbage til forretningen, så den udvikler sig med kunderne.
  • Du er som kommunikationsansvarlig gået fra at være formidler af noget andre gerne vil udkomme med, til at være bindeled mellem forretningsmål, organisation og kunder, ikke så mærkeligt at det gør lidt naller ind imellem, vel?

Kan et indholdsteam løse opgaven?
Først og fremmest handler det om at hive ansvaret for indholdet ud af organisationsdiagrammets klør. Vi skal løsrive det indhold, der er produceret udfra organisationens behov til alene at gå i dialog med kunderne, der hvor de er.

Lige så vigtigt er det, at blive grundigt forankret i forretningen, at al kommunikation udgår fra forretningens kerne. Det kræver dyb produktforståelse, strategisk indsigt og blik for udviklingspotentialet. Det skal teamet ikke nødvendigvis selv have, men det skal være tæt på dem der har. Og du skal sikre at du har deres øre, når feedback begynder at flyde.

Hvad skal indholdsteamet lave?
Indholdsteamet er ansvarlig for at producere relevant indhold, der understøtter forretningens mål. Det er at løfte eksisterende indhold ud til kunderne på ny, at kuratere andres indhold, og at producere nyt indhold.

Det betyder at indholdsteamet skal kende kunder, kende platforme og teknologi, kende forretningen, og kende deres fag: indholdsresearch, kuratering og produktion.

Hvem skal med?
Indholdsteamet er ikke en afdeling, men en måde at organisere sig på. Teamet er defineret af den måde man samarbejder om indholdet, og af de roller der er i teamet.

Indholdsteamet er organiseret omkring redaktionsplaner, kommunikationsplaner, kort- og langsigtede organisatoriske mål. Teamet mødes ofte og giver status på feedback, testresultater, fremdrift, forhindringer og planlægning af nye mål.

Alle i indholdsteamet skal kende deres rolle og have helt konkrete mål for de enkelte opgaver. Indholdsteamet har en ejer, der sørger for at møder bliver afholdt (effektivt) og at organisatoriske udfordinger bliver ryddet af vejen.
Indholdsteamets har definerede opgaver og deadlines, møder bliver alene holdt for at afdække fremdrift og dele ny viden.

Opgaverne er:

  • Indholdsresearch indenfor og udenfor organisationen
  • Indholdsproduktion til både tekst og billeder og alt ind i mellem
  • Kvalitetsstyring af eksisterende indhold og standarder for nyt
  • Data- og kundekendskab
  • Test af indhold og indholdsversionering
  • Kendskab til teknologier og platforme
  • Processtyring og især eliminering af organisatoriskeforhindringer
  • Kendskab til produkt, strategi og organisationsmål
  • At sikre beslutningsdygtighed og feedback til forretningen


Det er min faste overbevisning at indholdsteamet kan være måden både at vriste sig fri af corporate communications og at trænge igennem med indhold, der virker på bundlinjen.

Er det nemt?
Nej, det er svært, både at ændre en måde at arbejde på hos dig selv og dine omgivelser og ikke mindst at få organisationen med. Og derfor er det også mit bud, at man begynder med at tænke som et indholdsteam, at indføre arbejdsmetoden i mindre projekter og teste af, hvad der virker hos jer.

Del med mig og andre
Er du en del af et indholdsteam, drømmer du om at få dig et team eller tænke som et, eller har du spørgsmål til min definition af teamet, så skriv endelig i tråden her!