Jeg vandt 💪
Mød historien om en internet-kjoleforelskelse, udpakningen af tre ualmindeligt kiksede kjoler og den lille dames kamp mod internettets banditter.
Internettet har mange fælder, og jeg røg med begge ben i en af dem, men med en god sjat stædighed vandt jeg (næsten) det hele tilbage. Jeg fik godt nok investeret det meste af en uges arbejde og er blevet 234 kr fattigere og står tilbage uden en eneste kjole. Men altså en slags sejr it is. Historien kommer her:
Dum dum dum!
Jeg mødte som mange før mig en kjole på internettet, jeg kan ikke en gang huske hvor. Måske var det på Facebook, måske et andet sted, og nåede knap at tænke
Den er da meget pæn, og det var da en ok pris…
før marketingmotoren gik i gang. Kjolen var pludselig her, der og alle vegne og selvom jeg ikke 100% huskede at have klikket på den før, så skete det denne gang mere bevidst. Jeg var købsklar, klikkede på annoncen, tænkte
arh den butik ser da vist ikke helt fin ud i kanten.
Men kjolen fortsatte sin jagt på mig og lige pludselig med rabat, så et klik til shoppen mere. Jeg tænkte
hvis jeg nu lægger den i indkøbskurv, så kan jeg måske lige se købs- og forsendelses-betingelserne.
Nå der var vist et par led mere i min købsrejse, herunder den obligatoriske ‘du har stadig noget liggende i din indkøbskurv’-mail.
Men udgangen er, at jeg konstaterer at kjolen kan betales via PayPal og beslutter mig for, at når den ikke er dyrere, så går det nok an. Den konklusion havde jeg dog glemt to sekunder senere ,da jeg nåede til ‘check-ud’ i shoppen, for der kunne jeg lige bestille et par kjoler ekstra og opnå fri fragt. Som dumt tænkt, så dumt gjort. Kjolerne bliver bestilt og betalt, en bekræftelsesmail lander i min inbox og jeg lægger telefonen fra mig og glemmer alt om mit kjolekøb for en tid. Jeg bemærker ikke en gang af pengene bliver trukket fra min konto samme dag, som købet er foretaget.
Der går 12 dage og jeg modtager en ‘Shipment on the way’-mail med trackinglink, jeg registrerer mailens ankomst og bobler ellers bare videre.
14 dage senere kommer jeg i tanke om mit kjolekøb, og genbesøger mailen og klikker på linket, som fører til en; ‘domænet er ikke aktivt’- side, jeg tænker
av for dælen
og går til kjolens hjem ioioka.com med samme resultat - ‘domænet er ikke aktivt’. Jeg tjekker afsender på mailen og det går til min gru op for mig at mailadressen er en gmail-adresse. Laaang nææææse….
Bare kom an internet-bandit
Ja det var pinligt, især når man i sin hverdag går rundt og påstår, at man dog ved et og andet om det der internet. Og vupti skiftede forfængelighedens fokus. Væk var
ser jeg mon pæn ud i den kjole?
til
hvordan ku det ske for mig, og nu skal de se mig få mine skillinger tilbage.
I skemaet nedenfor kan du se min rejse gennem sælgerens forhindringsbane, hvis mål det er at beholde så mange af de 720 kr., som jeg endte med at smide i grams. En forhindringsbane, der på fascinerende vis matcher PayPals klageprocedurer én til én. På turen gennem banen lykkedes det mig bl.a. at få tilbud 10 kr som kompensation, at modtage 3 top-kiksede kjoler, at blive bedt om at sende dem retur til en postbox i Dubai, China ⁉️
Følg rejsen nedenfor eller tro mig; jeg kom igennem, og fik (de fleste af) mine penge retur.
Moralen for mig er:
Giv ikke op, de skal have kamp til stregen.
Hvad enten de er et par teenagere, der bruger deres fritid på at drille rige danskere eller om de er seriøse forretningsfolk, der kan se en fordel i at designe forretningsmodeller, hvis eneste mål det er at hive penge ud af godtroende kjoledrømmere.
Spørgsmålet der står tilbage er dog:
Kan det virkelig være rigtigt, at det kan betale sig at etablere en velsmurt salgs- og marketing-motor, tilpasse sig PayPals klageprocesser, sy og sende kiksede efterligninger, skrabe internettet for billeder af pænt tøj og åbne og lukke sites som ioioka.com, rilloy.com, betale insisterende typer som mig - frem for at sætte sig ned og lave noget pænt tøj, som folk kan blive glade for?
Kiksede kjoler som jeg modtog efter at have klaget via PayPal. Stoffet på den ene var tyndt og gennemsigtigt som et billigt stræklagen og tyk nylon med endnu tykkere gummiblomster trykt på den anden. Begge kjoler syet hurtigt og skævt sammen uden vaskevejledning eller navn i nakken - kort sagt: kiksede kopier.
Kjolerne som de så ud i min indkøbskurv, kan fortsat findes i en ny webshop, som ser ud til at genopstå jævnligt under nye navne.
Er der en større historie her?
Dette var så beretningen om min personlige kjolevendetta. Og undervejs har jeg flere gange tænkt om jeg var ved at blive lidt for opslugt af sagen og måske endda lidt for konspiratorisk i mit syn på banditterne. Det er muligt. Men ikke desto mindre mener jeg, at der er en eller flere historier der ligger og gemmer sig her. Det kunne f.eks. være:
Historien om forretningsmodellen. Kjolesælgernes fortjeneste kan følges ned igennem min klage og PayPals klageprocedure:
Hvis jeg ikke havde reageret: Fortjeneste 720 kr*
Hvis jeg havde sagt ja til det første tilbud: Fortjeneste 710 kr.
Hvis jeg havde givet op efter kopikjolernes ankomst: 720 kr (minus produktion, syning og forsendelse)
Hvis jeg havde sagt ja til tilbud nr. to: 432 kr. (minus produktion, syning og forsendelse)
Hvis jeg havde givet op, da jeg opdagede prisen på at sende kjolerne tilbage: 720 kr (minus produktion, syning og forsendelse)
* excl udgifter til salgs- og marketing-motor
Historien om PayPal, der med sin service og kundegaranti blåstempler virksomheder som disse. Burde de, når de giver mig ret i min klage lukke samarbejdet med den slags webshops (eller i det mindste den konkrete forretning)?
Historien om alle de ærlige webshops, som folk som jeg bliver skeptiske for at handle i.
Historien om pakkefirmaerne, i dette tilfælde UPS, der lige nu bokser med at levere en pakke til en postboks i Dubai. Den første adresse jeg fik fra sælgeren kunne slet ikke tastes ind i UPS adresse-labelservice. PayPal var behjælpelige med en adresse, der kunne tastes ind i en formular. Men hvor ender pakken og hvad gør de sig af overvejelser om at transportere værdiløse varer rundt i verden?
